onsdag den 21. januar 2015

Høstjakke

Som så mange andre fik jeg også lyst til at strikke høstjakken.
Jeg havde indkøbt garnet til et andet formål, som jeg opgav og besluttede at bruge det til høstjakken.
Det er et ret tykt uldgarn som jeg købte i garnlageret i Århus.
Den er strikket på pind 8 og jeg valgte den mindste størrelse for at få den til at passe.







Jeg valgte at strikke en retstrikket kant i halsen da den ellers hænger ude på skulderen. Det er der mange der har problemer med.









Kanten er strikket med indtagninger foran, ved ærmerne og 3 m over ryggen.
Det er vist kun på hver anden pind jeg har taget ind.
Jeg måtte prøve nogle gange før jeg var tilfreds.
På forkanterne har jeg strikket i-cord kant, men det er efter at billedet er taget.
Jeg er supertilfreds med resultatet.

søndag den 11. januar 2015

En samling nye kreationer

Det er nu ikke fordi jeg er gået i stå, at der har været stille på min blog. Jeg tror såmænd bare at det er fb og alle de grupper der er der, som tager opmærksomheden, men nu vil jeg vise hvad der er sket på det kreative område de sidste måneder.

Først i oktober måned havde vi et maskinstrikningskursus her på matriklen. Underviseren var Ulla Milling fra Thurø en sand mester i at undervise i maskinstrik.
Vi var 7 piger som blev undervist og Ullas og manden min lavede mad i de 4 dage som kurset varede.
Denne masaikjole strikkede jeg inden kurset hvor jeg så fik hjælp til sammenstrikning og kanter.
Nu skal man jo ikke tro at bare fordi man har en strikkemaskine, så er det bare vupti så er der strikket en kjole. Monteringen og sammensyningen tager en del tid.

Senere har jeg så strikket et plissetørklæde som passer til.
Farven er koksgrå











Jeg havde et ønske om en frakke, så Ulla lavede et mønster til mig. Det er lidt lidt svært at fotografere men den er sort og lige som jeg havde tænkt mig, men hold da op hvor har det taget mig lang til med sammensyningen. I den forbindelse har jeg anskaffet mig en forstørrelseslampe og så fungerer det fint.













Når maskinen så er i gang kan man jo lige så godt få strikket nogle strømper. Disse blev til mit barnebarn











En Maryhue fløj der også af pindene og så havde jeg nogle rester kaninpels som jeg lavede en lille ponpon af. Den har jeg allerede haft meget glæde af.










Denne trøje, som min mand længe har ønsket sig er noget af en opgave. Det er fra en fair isle bog af Alice Starmore.
Det er godt nok noget af en udfordring, for mønsteret var meget småt i bogen og hvad gør man så?









Jeg fik det forstørret og så satte jeg det på et nodestativ og det fungerer.
Så nu går det bare derudaf.








Jeg har også fået syet nogle ting som kommer i det næste indlæg. Fortsat god søndag.